Genbruger det ubrugelige

Nogle gange skal der tænkes skæve tanker for at udvikle sig. Det er Karsten Reinhard rigtig god til. I dag er han og kollegerne specialister i at berige ”ubrugeligt” opgravet materiale, så det kan genbruges. Det giver solide besparelser på miljøet og pengepungen.

Hvis du på gågaden i Vordingborg hører nogen omtale en Georg Gearløs type, er der en god stor chance for, at snakken handler om Karsten Reinhard og hans ukuelige passion for at udvikle.

I 2007 overtog Karsten virksomheden Kai Døssing, hvis primære fokus var (og stadig er) at nedgrave forsyningsledninger for bl.a. Vordingborg Forsyning, NK Spildevand og Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Her bliver der traditionelt udskiftet store mængder jord med nye råstoffer.

Men hvorfor egentlig, tænkte den nye indehaver dengang. Det må da kunne gøres smartere…


Hvorfor dog køre opgravet materiale væk og nyt til, når rør skal i jorden? Det er heller ikke nødvendigt, hvis man har det rigtige udstyr og ekspertisen.

”Normalt er opgravet jord ved fx kloak-arbejde i en våd og klæbrig konsistens, der gør den ubrugelig, når hullet skal fyldes op”, fortæller Karsten. ”Lastbiler har så kørt jorden væk til jorddepot, og nyt grus er hentet i grusgraven og tilkørt. Den proces koster både økonomisk og på miljøregnskabet: Omkostninger til vognmænd og lastbiler med stort CO2-forbrug, der kører frem og tilbage”.

Sådan er der fortsat mange entreprenører, der arbejder. Men ikke Karsten og hans folk. Den autoriserede kloakmester har altid haft en lille opfinder i maven og har gennem de sidste 30 år udviklet flere små værktøjer, der gør livet i virksomheden nemmere. Derfor faldt det ham helt naturligt at opfinde en maskine, der kunne mikse opgravet jord med andre materialer for at stabilisere og optimere jorden, så den ikke gik til spilde og kunne genanvendes.

Bygget af dele fra en gammel betonkanon…
Efter mange tanker, forsøg og dele fra forskellige andre maskiner, blandt andet fra en udtjent betonkanon, havde Karsten i 2015 maskinen og ikke mindst recepten klar. Ved at tilføre cement eller kalk i det rette blandingsforhold, kunne maskinen give den opgravede jord de helt rigtige egenskaber, og siden er den blevet brugt flittigt – bl.a. ved arbejde for Vordingborg Forsyning, NK Spildevand, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab og flere boligselskaber i Vordingborg Kommune.

”Vi sparer 2/3-dele af råstofferne på denne måde, og genanvender op til 87% af den opgravede jord. Det tror jeg på, at vi kommer til at se meget mere af i fremtiden”, fortsætter den innovative entreprenør.


En rigtig slider er denne Barford Pugmill, der på overbevisende manér blander dårlig jord med bl.a. kalk, så det kan genanvendes. Karsten har selv udviklet recepten, så det helt rigtige produkt opnås.

Ny maskine med stor kapacitet klarer jobbet endnu bedre
Sidste år fik Karsten nys om, at CBS Wearparts havde en ny maskine på hylden, der magtede samme opgave. Maskinen var en Pugmill BF4048 fra irske Barford, og dens effektive blandekasse og ikke mindst store kapacitet tiltalte Karsten. Sidst på året blev den funklende nye maskine leveret, og siden har den utrætteligt tygget sig gennem og blandet store mængder af materialer efter Karstens recepter for at levere et produkt, der kan bruges i deres daglige opgaver.

”Den kører bare derudad”, siger Karsten og uddyber: ”Med maskinens måle- og vejeteknik er det nemt at få tilført den rette mængde kalk, og så er det bare om at få løftet den dårlige jord op i fødekassen, så der er noget at arbejde med. Det føles super godt at skabe noget, der er ligeså brugbart som almindeligt grus, der koster mindre og sparer os alle for en hulens masse unødig CO2-udledning”, slutter Karsten.


Tænk, hvis man i hele Danmark – og for den sags skyld resten af verden – berigede dårlig jord, så den kunne genbruges. Det ville spare vores klode for enorme mængder CO2. Karsten gør sit for at nå ambitionen.

Mere om Karsten Reinhard?
Hvis du er blevet nysgerrig på at lære Karsten og hans 12 ansatte bedre at kende, kan du besøge:
www.jordstabil.dk.

Mere om maskinen:
Pugmill, Barford BF4048 – læs mere. Se den i aktion:

 

Artiklen er en af flere i serien ‘Kunderne fortæller’. Se de øvrige kundefortællinger.

Publiceret 15. august 2022

  •  
    Logo1
    Logo5
    Logo3
    Sandvik 2024
    Logo4
    Logo6
    Logo7